søndag den 1. januar 2012

Om nytårsfester

Kom meget stille og roligt ind i 2012. Var faktisk i seng kl. 01.30 - træt men meget ædru. Havde besøg af vores søde venner fra gymnasietiden, der for en måned siden sagde velkommen til barn nr. 3, og da han er ubeskriveligt sød, brugte vi en stor del af aftenen på at sige nåååå og næææh, hver gang han krøllede med næsen eller slog en bøvs.

Det var i det hele taget en aften i børnenes tegn. Udover lillemanden var der jo også tre andre børn: En fem-årig, hvor den totale lykke var Batman på PlayStation 3, og to tre-årige tøser, der lukkede sig inde på prinsessens værelse i to timer og kun kom ud, da de kunne dufte mad.

Efter maden gik vi alle sammen ud for at skyde lidt fyrværkeri af. Prinsessen havde forinden udvist stor interesse, men da den først raket med et hvin var skudt af sted meddelte hun, at det gad hun altså ikke at kigge på, og så gik hun ind igen og kom ikke ud mere. Måske var det også derfor hun snorksov ved midnat. I hvert fald sov hun fra de mange brag - mange af dem udløst af hendes krudtgale far.

De andre børn var mere standhaftige og holdt ud til kl. 00.30 - inkl. mindstemanden, der foretrak en rask travetur frem og tilbage over stuegulvet med sin mor frem for nattesøvn (havde lykkeligt glemt, hvordan en nyfødt æder nattesøvnen). Og til sidst daffede vi andre også stille og roligt i seng - uden så meget afterparty denne gang.

Men jeg havde grøn glimmerneglelak på....

Ingen kommentarer: