søndag den 30. september 2012

fredag den 28. september 2012

Om stædige drenge

Lillemanden har absolut ikke nogle planer om at skulle ud foreløbig.

Selvom hans mor løbende sluger hormoner, er der hermetisk lukket til hulen, så vi ser tiden an, og nyder det elektiske udvalg af medpatienter her på Hvidovre.









torsdag den 27. september 2012

Om mere ventetid

Fødslen er nu sat i gang med en lillebitte pille, og så skal vi ellers dukke op på Hvidovre Hospital igen i morgen over frokost - med mindre der sker noget i løbet af det næste lille døgn, hvilket vi vist ikke skal regne med. "Det er jo sket før, at 2. gangs fødende kun behøver en enkelt pille" sagde jordemoderen i et tonefald, der indikerede, at det vist kun var sket en enkelt gang. Så vi væbner os med tålmodighed de næste par dage.

Tålmodighed fik vi også brug for i Babysam i Høje Taastrup, hvor vi desværre løb ind i en ekspedient, der enten havde sin anden dag på jobbet eller var fra en anden planet. Barnevogn og tilbehør var klar til os, men alligevel skulle vi bruge 30 minutter på at få lov til at betale for skidtet. Det lykkedes dog til sidst, så nu er dyret hjemme og er blevet kvalitetsgodkendt af gemalen.

Så nu venter vi igen

Om at vente

Venter lige nu på at se den jordemoder, der skal trykke på knappen, og der kan godt gå lidt tid, fordi de har travlt.

Så vi sidder her i opholdsstuen og venter sammen med alle de andre med tykke maver, der også skal sættes i gang.

Indimellem kommer der andre med tykke maver, der tydeligvis har godt i gang i deres fødsler, men de sidder her kun et øjeblik, og så puster de sig ind på en stue.

Og så sidder vi andre tilbage igen og venter, mens vi lader som om, at vi ikke kan høre skrigene fra stuerne omkring os...



onsdag den 26. september 2012

Om at være klar

Vi er klar.

Altså klar med alt det praktiske. Det der med fødsel, og ikke mindst hvad der kommer efter fødslen er jeg slet ikke klar til.

Men...
  • der er styr på børnepasning
  • vi fandt madras til vuggen - og fik den latterligt billigt
  • der er indkøbt sutter, en enkelt lille sutteflaske og modermælkserstatning (just in case)
  • vi har købt bittesmå bleer - vi har chancet den og købt str. 1, som er 2-4 kg 
  • Vi har fundet et sted, hvor der kan købes billige batterier til babyalarmen
  • og så er den famøse Odder endelig i dag dukket op hos Babysam i Høje Taastrup, så der er også en karret klar til lillemanden i morgen formiddag
Så nu mangler vi bare lillemanden...



Om postkort

Musen fandt et postkort fra sin moster her til morgen fra dengang moster var i Californien.

Og det læste hun selvfølgelig op for os:

"Kære Ida, mor og far" - så langt så godt
"Her et et postkort fra mig i USA" - vi var imponerede
"Jeg kan ikke huske, hvad jeg har set, men her er et postkort med billeder, så I selv kan se" - hmmm...

Og så begyndte hun jo at kigge lidt på billederne
"Hvem er det??" - spurgte hun undrende
"Det er en indianer"- forklarede jeg
"Jamen hvor er cowboy'erne??" spurgte hun og rystede på hovedet af idéen om, at der overhovedet findes indianere uden et par cowboys jagtende efter dem.


tirsdag den 25. september 2012

Om blomkålssuppe

Efteråret er jo suppetid, og i dag stod den på blomkålssuppe, men det var ikke just det store hit hos musen...