fredag den 4. januar 2013

Om døden

"Er du lidt død i dag" spurgte jeg en noget slap og forkølet storesøster. Hvorpå hun brød helt sammen.

"Jeg vil ikke være død mor" hulkede hun

Da jeg havde trøstet og forklaret min lille metafor, konkluderede hun tørt:

"Næste gang er det nok bedst, hvis du bare siger, jeg er træt"

Jep!



torsdag den 3. januar 2013

Om torsdage der er forklædt som mandage

Nå...!

Så blev det ellers lige hverdag igen på den hårde måde.

På den positive liste
Fik et bad i morges

På den negative liste
Alt andet (næsten)

Som musen på et tidspunkt sagde: "Jeg er lidt besvimet" - og det er jeg egentlig også.

Nu venter jeg bare på, at begge unger skal gå omkuld, så jeg også kan gøre det..



onsdag den 2. januar 2013

Om gigantbabyer

Tjockis/tyksakken/bassen/bassemusen/trolden fortsætter ufortrødent med at æde sig stor og tyk. I dag vejede han 7,8 kg og målte 63 cm. Til sundhedsplejerskens store begejstring, BMI for babyer findes vist ikke.

Vores sundhedsplejerske viste mig hans vægtkurve, og ja den går mere eller mindre bare lodret opad. Efter jeg endnu en gang bekræftede, at jeg altså bare ammede ham (og ikke gav ham smeltet smør på sutteflaske), så sagde hun opmuntrende, at de fleste børns kurver begynder at flade lidt ud, når de rammer 5-6 mdr. Det håber jeg lidt - kan ikke helt overskue at slæbe rundt på en 15 kg tung baby.

Hans belønning for at være så tyk og lækker, var så i øvrigt synkronvaccine i begge lår - og ja selvom han er polstret godt, kunne det altså godt mærkes, skulle jeg hilse og sige!



tirsdag den 1. januar 2013

Om træthed

Modtog denne seddel fra musen midt under Borgen.



Er faktisk ret imponeret over, at hun nu skriftligt informerer om, at hun gerne vil i seng - og en lille smule flov over, at hun følte det nødvendigt at informere om det skriftligt.

Men Borgen er bare så god...

Om Barbiehuse

Musen fik vores julegave (eller hvad nu vi skal kalde det) i dag. Et kæmpestort lyserødt Barbie-hus, som vi har købt med kæmperabat

Musens første kommentar: "Kæft mand!"

Så nu skal skidtet bare samles - måske meget godt, at Nytårsaften trods alt var ret godmodig


Om nytårsmorgen

Kan ikke helt finde ud af, om det er et godt eller skidt varsel for det nye år, at lillemanden vågnede kl. 6, blev ammet, skiftet, ammet igen, puttet og derefter taget op efter 10 minutter, fordi han lå og møffede rundt med utilfredse grynt. Tog ham op, hvorpå han sked sig selv opad ryggen med et ordentligt grin.

Og ja så opgav jeg ligesom projekt søvn, så nu er opvasken klaret og en marginal del af bordbombekonfettien fejet op. Alt imens knægten og jeg har vendt verdenssituationen.

Nu sover han så igen, så nu kunne jeg jo godt lægge mig til at sove igen. Problemet er bare, at jeg er vældig, vældig VÅGEN

Så er vi i gang 2013!



Om nytår

Dansede Gangham Style med alle ungerne. Livet er bare bedre, når to 4-årige og en 7-årig skråler "Heeeey Sexyyy Lady"

På et tidspunkt sad der to voksne og et barn i sofaen med hver sin iPad. De to andre voksne puttede babyer. Nytårsaften HAR været vildere.

Maden var fra Meyers og glimrende - spiser al for lidt rimmet kammusling med malt. Måske et nytårsfortsæt?

Mænd og den 7-årige stod på den gode side af en halv time og fyrede krudt af (de sidste 15 minutter var det dem, og et par teenagere)

Gik rundt i lidt for lang tid med sikkerhedsbriller i håret som solbriller. Så fikse er de jo heller ikke..

Spiste lidt for meget kransekage og drak i dagens anledning et glas Asti over meget lang tid.

Begge unger valgte at sove det nye år ind - håber så at sengetiden omkring kl. 23 fordrer en morgen efter kl. 08.

Alt i alt en god aften



Nupper lige lidt mere kransekage