Om Build-a-Very-Expensive-Bear

Havde tøsetur med den store mandag. På programmet havde hun dikteret en tur i biffen for at se Smølferne 2 (den kan ikke umiddelbart anbefales), en tur på café og en tur i alle forældres mareridt: Build-a-Bear.

Aftalen var, at hun måtte få en kjole til den bamse, der blev købt sidste gang, vi var i Build-a-Bear. Her ligger nemlig en stor del af fidusen. Bamserne er i alt deres enkelthed ikke fuldstændig udenfor økonomisk rækkevidde (altså de er jo ikke billige!), men de 'skal' jo også have tøj, og så siger kasseapparatet ellers bare ka-ching!

Aftalen om en kjole røg dog i det øjeblik, hun fik øje på Smølfine som bamse, og så gik de høje suk i gang suppleret med "Åh hvor ville jeg bare gerne..." i 23 forskellige variationer. Og ja jeg var svag, så jeg gav mig og lukkede øjnene.

Og så begyndte mit helvede og hendes himmel:


Børnene er selv med til at bygge deres bamser, og det er jo som udgangspunkt en sød idé. De er med til at fylde 'bamsepopcorn' ind i bamsen, de giver den et hjerte, der er en lang seance med at give bamsen egenskaber og slutteligt hjælper barnet med at puste et hus op (transportkasse). Alt sammen hvinende candyfloss übersødt, men til at overleve, fordi ungerne ELSKER hele showet.

Det, der dog også samtidig sker, er begyndelsen på én lang salgstale, der varer fra det øjeblik, ungen beslutter sig for en bamse, til man rundtosset forlader butikken en husleje fattigere. Som fx

Til musen: "Skal du have en smølfelyd i bamsen?"
Til mig: "Det koster 39,95"
Hvorpå musen kiggede bedende på mig (tak for det luskede bamseekspedient)

Jeg sagde nej til lyden, men hørte en far sige ja, hvorpå han prompte blev spurgt, om der skulle to lyde i bamsen.

Da hjertet skulle i, blev vi spurgt, om det skulle være et bankende hjerte til 39,95, da svaret igen var et nej, blev vi tilbudt et velgørenhedshjerte til 10 kr, som jeg så også sagde nej til, før vi så fik defaulthjertet uden dikkedarer.

Så var bamsen lavet, og overdraget til musen med ordene: "vi har tøj til Smølfine derovre"

Grrrrr....kunne bare mærke min mund var en stor hønserøv, da vi forlod butikken igen. Til gengæld var musens mund et stort smil op til begge ører, og da hun skulle sove i aften, så det sådan ud:



Omgivet af begge Build-a-Bear-bamser (afklædte fordi hun jo "ikke har noget nattøj til dem") lå hun der med et sagligt smil og sagde, at hun bare var så glad, og i dag havde været den bedste dag.

Jeg er dog stadigvæk ikke stor fan af Build-a-Bear...