torsdag den 28. juni 2012

Om dagen efter

Dagen efter rigtig mange informationer har vist sig ikke at være så slem. Mit blodsukker er fint under grænserne, min kostplan er nogenlunde til at overkomme og ja det der med at prikke sig selv med en nål, har jeg såmænd også nogenlunde lært.

I morgen skal jeg teste blodsukker syv gange før og efter hvert hovedmåltid og lige inden, jeg lægger mig til at sove. Min største bekymring er nok mest, hvor hurtigt mine fingerspidser kan hele - eftersom jeg ikke altid lykkes i første forsøg. At aflæse blodsukkertal er dog mærkeligt fascinerende  - en kombination af lotteri (hvilket tal? hvilket tal??!!), og en fascination af, hvordan et måltid så direkte kan aflæses i blodet (hint er der hvedemel involveret, så er der betaling ved kasse 1).

Min kødelskende mand har dog set et vist potentiale i kostplanen (som han til en vis grad også følger), i hvert fald spurgte han henkastet, om rødt kød var godt eller skidt for blodsukkeret...Er ikke helt sikker på, at 2 engelske bøffer om dagen er hvad min diætist havde tænkt sig - om end det sikkert også er godt for blodprocenten.

Vi prikker videre i morgen.

Ingen kommentarer: