lørdag den 16. januar 2016

Om gode råd til mødre

Jehovas Vidner ringede på i dag og tilbød mig et godt råd (spoiler det var noget med Jesus...), og så kom jeg til at tænke på hvilke råd jeg har at tilbyde verden, og nåede frem til at det måtte være et eller andet omkring det at være mor...
  1. Lad være med at give god råd til andre mødre - med mindre du bliver spurgt direkte. Når vi på en uge har sovet 15 timer, så behøver vi ikke dit sikkert velmente råd om, at det er en dårlig idé at lade arvingen sove i armen. Hvis du derimod tilbyder at trille en tur med barnevognen en times tid, så...
  2. Basér ikke din opdragelse og dagligdag på artikler, du har læst på bt.dk eller dagens.dk. Pas i det hele tage på internettet.
  3. En undtagelse fra internetrådet er dog Netsundhedsplejerske.dk. Brevkassen er en lifesaver det første år af dit barns liv. Du vil her indse, at du langt fra er den eneste, hvis barn ikke sover om natten, ammer 20 gange i døgnet og kaster med kartoffelmosen.
  4. Du er ikke nogen dårlig mor, fordi dit barn ikke sover igennem på sit eget værelse fra det er 3 mdr. Du er heller ikke nogen dårlig mor, hvis det gør.
  5. Havregryn kan godt være aftensmad. Det samme kan leverpostejmader.
  6. Servér kun boller i karry, når du er villig til at ofre dug og trøjer. Ingenting kan få karrysovs af.
  7. Du svigter ikke dit barn ved at placere arvingen foran Ramasjang, når du skal lave mad...eller hvis du bare trænger til en pause. Du kan med fordel se Kristians Mysterium eller Ramajetterne med poden. Kristian appellerer også til os mødre...
  8. Børn elsker Rosa fra Rouladegade. Forvent dog, at dit barn fremadrettet stiller krav om kager formet som en brandbil (been there, failed that) og vil forsøge at udspionere dig i tide og utide (been there done that)
  9. Morsyge er pisseirriterende, lige til poden ikke har den mere, så vil du egentlig gerne have lidt morsyge igen.
  10. Det vil gøre ondt i hele dit hjerte hele dagen, de dage hvor dit barn ikke vil afleveres i dagpleje/vugger/børnehave. Til gengæld vil det også sprænges af glæde, når du ubemærket kan se dit barn lege med de andre børn.
  11. Totte- og Lottebøgerne er svært afhængighedsskabende hos poder omkring 2-4 år. Køb dem kun, hvis du er sikker på, at dit mentale helbred ikke tager skade af at læse "Lotte falder ned fra et træ" hver dag i 2 år.
  12. Børn hører ALT og gentager alt overfor alle; pædagogerne i børnehaven ved derfor alt om dig.
  13. Første gang I får lus vil du gå i panik og kogevaske stort set alt i hele huset. Anden gang er du bare glad for, at du har Hedrin på lager og nøjes med sengetøj, håndklæder og huer. Du overlever.
  14. Vi mødre kan i øvrigt ikke ret godt lide de mødre, der ikke kæmmer deres børn, når der er lusefest i skolen eller børnehaven, så tjek dine unger. Og nej du kan ikke bare nøjes med at kigge ned i skilningen, og ja drenge får også lus.
  15. Hvis du er mor til en pige, vil du sandsynligvis, uanset hvor meget du kæmper imod og insisterer på træ og pastelfarver, blive ramt af en tsunami af pink, plastic, Frost og Hello Kitty. Det går som regel over igen.
  16. Dine børn vil blive klogere end dig, og det kommer til at ske hurtigere, end du tror. 
  17. Børn kan ikke gå udenom en vandpytte
  18. Lær dig selv at elske MGP, det vil i en periode være en meget stor del af dit liv.
  19. Du kan klare meget mere end du tror- undtagen når vaskemaskinen bryder sammen, så er det ok at tude.
  20. Følg din mavefornemmelse og elsk dit barn, så går det nok

Ingen kommentarer: