lørdag den 24. august 2013

Om at vælge karriere

Musen har i lang tid været overbevist om, at hendes karriere lå i det sundhedsfaglige. Sygeplejerske har været en mulighed (fordi så er man sød ved andre), ambulancefører (fordi så må man køre stærkt) og læge (fordi så gør man folk raske).

I dag kom der dog en ny karrieremulighed på banen: Issælger!
Det lykkedes hende nemlig at overtale sin far, som vist ikke var så svær at overtale, til, at de kunne købe is ved Hjemis-bilen, og hendes begejstring var så stor, at da de kom hen til isbilen, erklærede hun, at sådan én ville hun også køre, når hun blev stor, hvorpå chaufføren sagde:

"Jamen der findes skam også nogle enkelte kvinder, der kører rundt [chok!], men måske du skulle stræbe lidt højere..."

Dejligt at møde folk, der brænder for deres arbejde!

Ingen kommentarer: